tirsdag den 28. juni 2011

Det sørme, det sandt, det ferie...

... og det er det bare! Er begyndt at vænne mig til tanken om, at der ikke er opgaver, der skal skrives til en bestemt deadline eller mundtlige eksaminer rundt om hjørnet, som jeg er ved at dø over, og det er bare ræti' skønt, for jeg kan bare godt lide at have ferie. Specielt, når vejret er lige så skønt, som det er i dag.

I dag har min mor, søster og jeg været ved Løverodde strand. Jeg er normalt ikke så vild med de danske strande, fordi jeg synes vandet plejer at være ulækkert, al for megen tang på strandbredden, grimme krebs på havbunden, for mange mennesker samlet på et alt for lille sted and I could keep on talking...!!! MEN i dag var bar' dejligt! Der var ikke mange mennesker, da vi kom, fordi folk sikkert var på arbejde (det er jo ikke alle, der er så heldige at have sommerferie som mig). Vi fandt os et rigtig lækkert sted at ligge - tæt på vandet, men på græs. Det var næsten det bedste af det hele, for jeg er ikke så vild med at få sand på mig, adder. Jeg var godt nok ikke ude at bade - kun soppe, og vandet var bare så klart, så jeg næsten fik fornemmelsen af at ligge ved stranden i Syden. Den eneste krabbe, jeg så, var død, så det kunne jo næsten heller ikke have været bedre. Det var simpelthen bare en ren "luxustur". Jeg synes egentlig ikke, jeg havde fået så meget farve, mens jeg lå der, men det må jeg jo nok sande, at jeg alligevel har fået, for av, det gør altså naller på hele kroppen nu! Er også begyndt at få det en smule dårligt, og bliver nødt til at sidde under tæppe, fordi jeg fryser sådan nu - det er vist ikke godt. Men til gengæld har jeg fået farve, og ligner ikke længere en albino, så noget godt er der da kommet ud af det.

Burde nok have brugt solcremen... 


Stephanie keder sig, og vil bare gerne hjem, men nixen bixen, Karen Blixen 





Det var altså bare fint vand, og ikke så meget tang, som man ellers kunne have frygtet
Og det er så resultatet af dagens udskejelser. Vil lige give et råd: HUSK SOLCREMEN! Det er altså ikke for sjovt, man anbefaler det!!!

I morgen drager Stephanie og jeg mod København. Hun skal være hos mig indtil mandag, så satser på et par rigtig gode dage. Vi har snakket om, at vi skal have en tur på Strøget og helt sikkert en tur i tivoli. Vi er begge tossede med forlystelser (bare ikke spøgelseshuse). Derudover skal vi være sammen med Kusine Anette og Pølle en dag. Måske vi skal til Malmø, måske eksperimentariet/planetariet, hvem ved? Jeg glæder mig i hvert fald bare...

mandag den 27. juni 2011

Christianit not....

Der kan skrives tykke bøger, om det jeg ikke forstår. Ingen tvivl om det. Men én ting, jeg vitterligt slet ikke forstår, er, hvordan Christiania stadig kan være til.

De vil udadtil gerne virke som et fællesskab, der accepterer alle eksistenser - hvilket også henfører til det ord, de bruger om deres område "fristaden", men når det kommer til stykket, accepterer de ikke andre som ikke er ligesom dem. Det er i hvert fald den opfattelse, jeg har fået. Jeg siger heller ikke, at jeg selv accepterer alle og enhver, for jeg har bestemt fordomme, og jeg har det bare ekstra utrolig svært ved de dersens Christianitter.

Hvordan kan det lade sig gøre i et land som Danmark, hvor skatten efterhånden er så høj, at der kan sidde en flok mennesker et sted i København, som lever et liv, hvor de nyder godt af samfundets goder uden selv at bidrage til det. De betaler ikke nogen skatter - heller ej ejendomsskatter, men de har alligevel den fordel, at nogle af deres huse kan ligge ned til vandet, hvor de bor kvit og frit, mens menneskene ovre på den anden side skal betale flere millioner kroner for samme udsigt.

Hvis man som almindelig dansk statsborger valgte at slå sig ned på Christiania (hvilket alligevel ville være helt utænkeligt for mig, men det er blevet afprøvet af folk tidligere), så ville man alligevel blive smidt væk, for nej, de accepterer ikke alle og enhver. Samtidig er der åbent salg af hash og andre rusmidler, men politiet kan ikke gøre noget ved det for alvor - og hvis de prøver, så kan de være sikre på, at det ikke bliver uden kamp. Altså accepterer de heller ikke de autoriteter, som ellers er åbenlyse for andre (altså sådan nogle som mig :-))

Nu er det så alligevel nået så vidt, at politikkerne endelig forlanger, at der betales ejendomsskat, hvilket jeg bestemt synes, var på tide, men det er de selvfølgelig temmelig meget imod. Hvis de ønsker at isolere sig fra måden, Danmark fungerer på, kan de jo heller tro, at de frit kan benytte offentlige institutioner, såsom sygehusvæsnet og skoler. Så ville de blive nødt til at søge til private institutioner, og lur mig, om de ikke også er imod dem - de er jo kun for liberalister.

Så hvis christianitter kan lære at betale deres skat som alle os andre og ellers kan indrette sig efter de normer, vi har, så lad dog staden blive - hvis de modsætter sig det - ja så ryd det og byg i stedet noget, der kan blive en større indtjening for Danmark. Jeg gider i hvert fald ikke betale til nogle, som ikke yder noget for samfundet. Sådan ser jeg også på det med de fleste kontantmodtagere, som nasser helt ubeskrivelig meget på samfundet uden at løfte en eneste finger - hvad bilder de sig egentlig ind?! Nej, kom ud og lav noget!! Jeg bliver træt i hovedet af at høre på deres ynkelige beklagelser.

Når det så er sagt, har jeg haft nogle rigtig dejlige dage, som dog har været lidt halvdyre (men jeg har dog selv tjent hver eneste krone for at kunne nyde den OG betalt skat). Torsdag og fredag var jeg jo sammen med Stine. Det endte med, at vi tog i Frederiksberg Have, hvor vi så sankt Han bål sammen med 30.000 andre. Det var smukt.
Fredag lavede Stine en virkelig lækker kyllingelasagne a la Caroline Fleming. Da jeg havde travlt med at gøre mig klar, var jeg ikke selv med i processen, men her er lidt billeder derfra.


(Lidt billeder af forberedelserne, og HER DET ENDELIGE RESULTAT -->)
MUMS!!!

Baronesse Caroline Fleming's kyllingelasagne, 4 pers.:



2 løg, hakket



3 fed hvidløg, finthakket



450 g hakket kyllingekød



1 glas tomatsauce (jeg brugte en med pecorinoost fra Bertolli) - find en god tomatsauce



frisk basilikum, hakket



200 g frisk spinat, godt skyllet og dryppet godt af



lasagneplader



1 bæger hytteost, ca. 450 g



1 lille håndfuld frisk, revet parmesanost



1 lille håndfuld revet mozzarellaost



1 æg



salt, friskkværnet peber



Svits løg og hvidløg i olivenolie til de bliver gennemsigtige, men ikke tager farve. Tilsæt kyllingekød og lad det svitse med. Når kødet er godt svitset, så tilsæt tomatsaucen, skru ned for varmen og lad det simre i ½ times tid ved svag varme og uden låg. Tilsæt basilikum lige inden det tages af varmen og rør rundt. Bland hytteost med æg, parmesanost, mozzarellaost, salt og friskkværnet peber. Læg lidt af kødsaucen i bunden af et letsmurt ovnfast fad. Kom lidt af hytteosten ovenpå i klatter, så de friske spinatblade og tilsidst lasagneplader. Forsæt med lagene indtil det hele er brugt op (der skal kun være et meget tyndt lag af kødsaucen og ikke så meget som du måske er vant til fra "almindelig" lasagne). Slut af med hytteostblandingen og sæt i en 200 grader varm ovn i 25 minutter. Tag ud og drys med lidt mere revet ost, giv den endnu 10 minutter og så er den færdig.

Det var vist cirkus sådan, den blev lavet - dog med karolines mornaysauce på toppen i stedet for revet ost. Og det var bare lækker...

torsdag den 23. juni 2011

Plex i hvad?

Hvis jeg havde mange penge, ville jeg bygge et hus ud af plexiglas - måske lidt upraktisk, men det kunne være rigtig fint. Jeg er helt tosset med det, fordi det er så stilrent, enkelt og pænt (synes jeg i hvert fald). Jeg har listet nogle billeder op som viser, hvad jeg gerne vil have nu og her, når jeg ikke har råd til at bygge mig mit drømmehus.


Jeg synes simpelthen bare, det ser så smart ud, og så kan man bedre organisere sine ting, både pga. de opdelte rum, men også fordi det er gennemsigtigt materiale, der afslører al rodet :-)


Til alle mine smykker, ville jeg gerne eje denne fine skuffe, hvor der er plads til lidt af hvert.

Jeg er dog allermest forelsket i alle smykker, Zarah Voigt laver. De er simpelthen så fine og svære at lade være med at købe.



Jeg har snart fødselsdag, og ønsker mig det altsammen... Det kan findes på www.zarahvoigt.com/ - wink wink...

I aften står den på Sankt Hans på Bryggen sammen med min sødeste Stine-bine-blondine. Jeg er bare så glad for, at vi endelig bor i samme by igen :-) I morgen står den på vi-er-endelig-færdige-med-lååårde-eksaminer-bajere med selvsamme søde pige. På lørdag står den på føsdasfete hos skønne, lille Lyksen.

Glæder mig bar' hel wild' og towli'!!!

onsdag den 22. juni 2011

Blåt blod i årerne...

Hvad jeg kan fornemme, så er der en del, der har en mening om kongehuset - og mange af dem er temmelig delte.
Jeg selv er lidt af en sucker for alt, hvad der kan kaldes royalt. Man kan være sikker på, at jeg sidder klinet til skærmen under diverse transmissioner af kongelige begivenheder, om det så betyder, at jeg må aflyse aftaler, bytte vagter væk eller noget helt tredje. Jeg er altså temmelig besat af det - selvom jeg må indrømme, at det blev lige lovligt voldsomt, da kanal 4 op til Kate og Williams bryllup, valgte at holde bryllupsuge, så selv De Unge Mødre blev aflyst - det kan man altså ikke, der går grænsen dog alligevel. Men selvfølgelig så jeg selve brylluppet lige fra optakten til det sluttede. Det samme med tvillingernes dåb, diverse bryllupper osv osv. - nogle gange youtuber jeg oven i købet klip fra forskellige kongelige arrangementer. Det kan altså næsten ikke beskrives, hvor tosset (i hovedet) jeg er med det.  Specielt synes jeg, i hvert fald i forhold til det engelske kongehus, at det danske kongehus er så fantastisk...

... men men men...

Jeg kan bare slet ikke overskue prins Henrik, prins Joachim og til dels også hende der Marie Marolle - dog mest prins Joachim. Magen til arrogante mennesker skal man da alligevel lede længe efter. Nuvel, det kan da godt være, at de har blåt blod i årene, men det betyder da vel ikke, at de kan føre sig frem som om de har retten til at gøre præcis, hvad de vil eller hvad? Lad os starte med prins Henrik. Altså egentlig kan man jo kun lidt grine af ham, for han er da lidt skæg, men også utrolig sørgelig. Men det er da også synd for ham, at han føler sig undervurderet og tilsidesat og nummer tre i flokken, men hallå Henrik, så tror jeg faktisk ikke, du har så meget at brokke dig over, når det kommer til stykket. Det endte vist også med efter den debat, at han flygtede ned til sin vingård i Frankrig. Derudover gjorde det mig også lidt trist, da tvillingerne blev født, og han dog var den første gæst til at besøge dem, sagde, at han i hvert fald ikke skulle passe sine børnebørn, for som han udtalte: "Jeg er jo ikke barnepige". Næh, hvorfor skulle han dog egentlig også passe sine børnebørn, når han aldrig har passet sine egne børn?!

Apropos sine børn, så lykkedes det ham jo at producere to af slagsen, først Frederik (virkelig mange mange tak for det) og så Jokke. Hmmm... Ved slet ikke, hvor jeg skal begynde med ham. Jeg ville have sat et youtube-klip ind, hvor hans arrogance topper, men det er blevet fjernet pga. krænkelse af et eller andet! Gad vide, hvem det dog er, der føler sig krænket? Men klippet handlede ganske enkelt om, at han og kone Marie var ombord på Skoleskibet, hvor en journalist stiller Jokke et spørgsmål som var de 'dus'! DUS!!! Det faldt bestemt ikke i god jord, og journalisten stillede samme spørgsmål flere gange, før skvat-Jokke selv blev nødt til at sige, at de altså ikke var dus. Hvad bilder ham journalisten sig egentlig også ind i disse nymodens tider, at dusse Jokke. Det var måske også lige at gå over stregen. Men mon Jokke bagefter tænkte på, at det alligevel var lige lovlig strengt, og det jo egentlig er ham journalisten, der er med til at betale hans byture på Buddy Holly, skiferier, de to overdådige bryllupper, han har holdt og hans børns uddannelse. NÆPPE! - ved siden af stod Marie blot og grinede. Gad vide om hun var flov over ham? Jeg går ud fra, at hun nok ikke ligefrem var flov, men at hun nok er temmelig blændet af det famøse liv, hun har raget til sig.

Når det sure opstød så er overstået, vil jeg rose Margrethe, Frede, Mary og alle deres dejlige børn til op over alle skyer. Margrethe repræsenterer Danmark på en fantastisk måde, dukker op til alt, hvad hun kan komme til, selvom hendes knæer er så dårlige, at hun knap nok kan gå. Hun svarer (for det meste) høfligt på alle spørgsmål. Man kan selvfølgelig godt forstå, at hun bliver en smule træls over, journalister gentagende gange spørger til, om de små nyfødte børnebørn er søde, for selvfølgelig synes hun da det. Henrik synes bare de er grimme, har han udtalt - det er selvfølgelig også et svar - dog et virkelig dumt svar, vel at mærke. Frederik forstår at indføre et mere moderne kongehus, hvor han forsøger at give sine børn et så normalt liv som muligt, vise lidt af hans og Marys liv til offentligheden (selvom han helt kunne lade være) og så virker han bare så varm og kærlig, ligesom resten af hans "lille" familie.

Derfor er jeg virkelig taknemmelig for, at det er ham, der skal være Danmarks konge! Jeg er sikker på, at han kommer til at gøre det rigtig godt. Ham har vi da været heldige med...

torsdag den 16. juni 2011

A whole new world

SÅ nu sidder jeg i toget mod København.
For lidt over en måned siden valgte jeg efter 4 år at rive teltpælene op i Odense for at flytte til København. Jeg havde egentlig sagt til mig selv (og alle andre), at Odense var byen, jeg ikke ville forlade, fordi den havde alt, hvad jeg behøvede. Men det havde den så ikke alligevel åbenbart.
Jeg fandt nemlig ud af, at mange af mine veninder efterhånden havde fået sig godt placeret i kbh, og når jeg hørte dem fortælle om hvor fedt, der var, blev jeg altså lidt misundelig - så derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at flytte over til dem :-)

Jeg har indtil videre ikke fået udforsket byen så meget, fordi jeg har været lukket inde med alle mine bøger og opgaver. Jeg har endnu ikke forstået ideen i at lægge eksaminer, når det er sol og sommer! Synes faktisk næsten, det er på grænsen til at være psykisk vold, MEN i tirsdags fik jeg dog alligevel sommerferie, og hvilken lettelse. Nu undrer jeg mig så bare over, at der er overskyet, og at jeg på ekstrabladet.dk kan læse, at der bliver skybrud - altså det var da alligevel lige godt grov da!

Anyhow, så er jeg bare glad for at prøve noget nyt, og ser frem til de næste par år i Danmarks hovedstad!

Med på moden...

Jeg er efterhånden begyndt at læse en hel del blogs, efter jeg fik øjnene op for dem i forbindelse med mit medievidenskabsstudie. Jeg har jo egentlig "altid" godt vidst, at de har været til, men at de ligefrem var så spændende, at man kan bruge flere timer på at surfe rundt blandt de forskellige - det var jeg ikke klar over. Nu er jeg så bare typen, der ELSKER tidsfordriv (hvis man kan kalde det det), så nu har jeg besluttet mig for, at i stedet for kun at læse blogs'ne (?), så vil jeg da også selv begynde at skrive dem... - og være med på moden so to speak!

Jeg har egentlig aldrig været typen, der interesserede mig for noget bestemt. Tror bare allermest, at jeg er en all-around-type, som har en eller anden holdning til lidt af hvert, så derfor vil jeg også blogge om alle mulige ting, jeg finder interessant, undrende, stødende, frastødende, trist, foruroligende, latterligt, smukt og sjovt - og meget mere.

Glæder mig til at beskæftige mig meget mere med den fagre blogverden!